Sydbank: Moody's kan ramme funding på sigt

Sydbank: Moody's kan ramme funding på sigt
Sydbank sænkes til ratingen Baa1 og P-2
Foto: Sydbank
Finans Af Uffe Hansen
31. maj 2012
Sydbank tager Moody's beslutning om at sænke kreditvurderingen med to trin relativt roligt. Dog kan det ramme bankens muligheder for at rejse kapital på sigt.

"Rating-ændringen vurderes ikke at have den store effekt på bankens komfortable funding- og likviditetssituation. Banken refinansierede allerede i februar måned det behov, der er for lang funding i 2012 og 2013. På længere sigt kan ændringen i ratingen medføre stigende fundingomkostninger," forklarer bankens ledelse i en kommentar til Moody's beslutning.

Moody's rundbarbering af danske finanshuses kreditvurdering, der blev offentliggjort sent onsdag, rammer Sydbank på den vis, at bankens langsigtede rating sænkes med to trin fra A2 til Baa1, mens den kortsigtede sænkes fra P-1 til P-2.

"I bedømmelsen af Sydbank hæfter Moody’s sig ved, at problemerne i Sydbanks låneportefølje er blandt de laveste af de danske, ratede banker, og at bankens funding- og likviditetssituation er komfortabel," fremhæver Sydbank.

Dertil begrunder Moody's beslutningen med svære markedsbetingelser i Danmark, øgede nedskrivninger og faldende overskud. Kreditvurderingsbureauet er også generelt skeptisk overfor danske bankers fundingsituation.


Læs alle finansnyheder her

Læs mere på finans.borsen.dk
DELTAG I DEBATTEN
Felter markeret med * skal udfyldes Retningslinier for debat

NYHEDSBREV FRA BØRSEN FINANS

Børsen Finans udsender to daglige nyhedsbreve morgen og eftermiddag.
Tilmeld dig her.