Danica: Generationstyveri i skattereform

Danica: Generationstyveri i skattereform
Foto: Colourbox
Finans Af Uffe Hansen
29. maj 2012
"Generationstyveri" og en bremse på folks lys til at spare op til pensionen. En af landets største pensionsselskaber, Danica Pension, er stærkt kritisk overfor regeringens skattereform.

"Straksbeskatning af kapitalpensioner vil give ekstra penge i statskassen her og nu. Men på sigt betyder det, at vi kommer til at mangle de samme skatteindtægter, når der er allerstørst behov for dem. Det kan let ende med, at næste generation kommer til at betale regningen, som den aktuelle generation efterlader sig – og det med renters rente,” lyder vurderingen fra cheføkonom Jens Christian Nielsen.

Trækker i folkepension

Samtidig vil pensionsudbetalingerne i stigende grad blive modregnet i folkepensionen. Grænsen sættes ved 64.300 kr. Dertil vil topskattelettelserne ikke gælde for pensionister. Begge dele vil skade lysten til selv at spare op til pensionen, mener pensionsselskabet.

Jens Christian Nielsen drager en parallel til den seneste runde af ændringer af pensionssystemet for to år siden. Det ramte ifølge Danica Pensions opsparingslysten med mere end 11 mia. kr.

Fordel med kapitalpension

Kapitalpensioner kan dog blive mere attraktive på den vis, at reformen giver en gevinst, hvis man flytter de allerede indbetalte beløb over på de nye betingelser, hvor man betaler fuld skat ved indbetalingen mod at få skattefrihed, når pengene udbetales.

"Pensionsopsparerne får en skattemæssig fordel på knap 3 procent i forbindelse med ændringerne af kapitalpensionen, som følge af at vi tidligere har fået 37,3 procent fradrag for indbetalingerne, mens udbetalingerne er blevet beskattet med 40 procent. Isoleret set er det en fordel," konstaterer Jens Christian Nielsen.


Læs alle finansnyheder her

Læs mere på finans.borsen.dk
DELTAG I DEBATTEN
Felter markeret med * skal udfyldes Retningslinier for debat

NYHEDSBREV FRA BØRSEN FINANS

Børsen Finans udsender to daglige nyhedsbreve morgen og eftermiddag.
Tilmeld dig her.