Ny formand i Saxo Bank

Ny formand i Saxo Bank
Foto: Saxo Bank
Finans Af Christian Venderby
16. maj 2012
Saxo Bank har foretaget en rokade i bestyrelsen. Kurt Larsen bliver menigt medlem af bestyrelsen og giver formandskasketten videre til Dennis Malamatinas, der blev medlem af bestyrelsen for Saxo Bank i 2007.

Den tidligere DSV-topchef Kurt Larsen trækker sig som formand, da han ifølge sig selv ikke er det stærkeste kort i bestyrelsen, når det gælder bankdrift.

”Saxo Bank lever allerede op til Finanstilsynets fornuftige forslag til skærpede krav til bestyrelserne i danske finansielle virksomheder, og det er for at følge forslagets ånd, at jeg trækker mig som bestyrelsesformand. Min hovedstyrke indenfor virksomhedsledelse er det organisatoriske, og ikke specifik bankdrift, og derfor er det hensigtsmæssigt, at Dennis Malamatinas med sin brede og dybe viden vedrørende den finansielle sektor bliver formand," siger Kurt Larsen. 

Dennis Malamatinas har en MBA fra University of Chicago og har blandt andet været global chef for Smirnoff Vodka, Burger King Corporation og Priceline Europe Ltd.

I 2002 var han medstifter af Marfin Bank, som han blev chef for.

Ny næstformand bliver Asiff S. Hirji, Partner i TPG Capital, der købte 30 pct.  af Saxo Bank i 2011.

De to Saxo Bank-stiftere, Kim Fournais og Lars Seier Christensen, ejer fortsat hver 29,95 pct. af selskabet.

Saxo Banks nye bestyrelse:

- Bestyrelsesformand Dennis Malamatinas
- Næstformand Asiff S. Hirji, Partner i TPG Capital
- Kurt K. Larsen, Bestyrelsesformand for DSV
- Professor Thomas Plenborg
- Karl I. Peterson, Partner i TPG Capital
- Jacob Polny (stedfortrædende), Principal i TPG Capital


Læs alle finansnyheder her

Læs mere på finans.borsen.dk
DELTAG I DEBATTEN
Felter markeret med * skal udfyldes Retningslinier for debat

NYHEDSBREV FRA BØRSEN FINANS

Børsen Finans udsender to daglige nyhedsbreve morgen og eftermiddag.
Tilmeld dig her.