Tryg-chef: Endelig bidrager erhverv og industri

Tryg-chef: Endelig bidrager erhverv og industri
Foto: Tryg
Finans Af Ritzau
14. maj 2012
Forsikringskoncernen Tryg har i første kvartal oplevet et fremgang i kerneforsikringsdriften på 37 pct., hvilket blandt andet er skabt på baggrund af fremgang inden i erhvervs- og industriforretningen.

Overordnet havde analytikerne dog ventet højere fremgang i forsikringsdriften, mens investeringsresultatet til gengæld var noget højere end ventet.

"Som jeg ser det, havde analytikerne ventet, at fremgangen på forsikringsdriften skulle have været ca. 56 mio. kr. højere. Omvendt havde de undervurderet investeringsafkastet væsentligt, så samlet er bundlinjen før skat ca. 100 mio. kr. højere end forventet. Det synes jeg, vi kan være godt tilfredse med," siger Trygs koncernchef, Morten Hübbe, til Ritzau Finans.

Han forklarer, at det i modsætning til sidste år i høj grad er Trygs erhvervs- og industriforretning, der bidrager positivt til forbedringerne.

"Det synes jeg også var ved at være på tide, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er rigtigt glædeligt, at de bidrager til forbedringerne. Imens var vores forbedringer i privat ikke ligeså store som sidste år, men det tror jeg, vi skal regne med kommer i løbet af resten af året, og så skal vi skabe en bedre indtjening i vores svenske forretning," siger Morten Hübbe.

Fokus på rentabilitet koster

Tryg skuffede umiddelbart en smule på væksten i bruttopræmieindtægterne i første kvartal.

Den udvikling tilskriver Morten Hübbe til dels en øget fokus på rentabilitet.

På koncernniveau var præmieindtægterne i første kvartal på 5141 mio. kr. mod 5038 mio. kr. i samme periode sidste år. Analytikerne havde ventet 5234 mio. kr., ifølge et estimat fra SME Direkt.

"Der, hvor vores vækst ligger lavere end forventet, er på vores erhvervsforretning, og så er det på vores svenske og finske forretning," vurderer Morten Hübbe.

Han forklarer, at selskabet for to år siden med en erhvervsforretningen, der havde en combined ratio på langt over 100 pct., og med en målsætning om at bringe den ned mod 90.

"Og så er en del af opgaven altså at se på hvilke kunder, der har forhøjet risiko, og hvilke kunder, der ikke bør være en del af vores portefølje. Derfor skal vi forvente, at vi både i det her kvartal og også i de kommende kvartaler har en let afgang i vores kunder på erhverv - og det har vi også," siger Morten Hübbe.

I forhold til Sverige har selskabet tidligere meldt ud, at det vil have bedre styr på indtjeningen, før det vil søge mere vækst.

"Det er især på motor- og bilforsikringerne i Sverige, vi har justeret priserne kraftigt på og lavet vores segmentering væsentligt om, og derfor kommer vi til en periode også i de kommende kvartaler til at se forbedrede combined ratios i Sverige, men en lavere vækst end i årene før," siger Morten Hübbe.

Ritzau Finans


Læs alle finansnyheder her

Læs mere på finans.borsen.dk
DELTAG I DEBATTEN
Felter markeret med * skal udfyldes Retningslinier for debat

NYHEDSBREV FRA BØRSEN FINANS

Børsen Finans udsender to daglige nyhedsbreve morgen og eftermiddag.
Tilmeld dig her.