Stærk bundlinje i Tryg

Stærk bundlinje i Tryg
Foto: Scanpix
Finans Af Christian Venderby
14. maj 2012
Opdateret 17.24 - Forsikringsselskabet Tryg lukkede første kvartal i bedre form, end analytikerne havde ventet. Overskuddet før skat landede på 721 mio. kr. mod ventet 593 mio. kr.

Efter skat lød bundlinjen på 556 mio. kr. Det er mere end en fordobling fra sidste års 271 mio. kr. i samme periode.

Det vigtige forsikringstekniske combined ratio, der viser hvor mange kroner selskabet udbetaler for hver 100 kroner, der tjenes, blev forbedret med 2,2 procentpoint til 93,9 fra 96,1 sidste år. Det var dog ikke helt nok til at tilfredsstille analytikerne, der ifølge Ritzau Finans havde ventet et combined ratio på 92,7.

"Forbedringen af resultatet er båret af både forsikringsforretningen og investeringsresultatet. Resultatet er tilfredsstillende og understreger, at Tryg fortsætter udviklingen mod målsætningen om på mellemlang sigt at nå en combined ratio på 90 svarende til en egenkapitalforrentning på 20 pct. efter skat," skriver Tryg i regnskabet.

Fremgangen blev især hentet på investeringsresultatet, der steg langt mere end ventet. Det landede på 367 mio. kr. mod 113 mio. kr. i første kvartal 2011. Analytikerne havde ventet 205 mio. kr.

Det forsikringstekniske resultat landede i kvartalet på 366 mio. kr. mod 268 mio. kr. i første kvartal 2011. Det var dog ikke helt de 422 mio. kr., som var ventet.

For at forbedre resultaterne yderligere iværksætter Tryg-ledelsen en spareplan, der skal nedbringe omkostningerne og skadesudgifterne. De mere præcise mål bliver udmeldt i andet kvartal.

Kvartalsregnskabet landede umiddelbart efter at børsen i København lukkede klokken 17.00, så investorerne har ikke haft lejlighed til at handle på tallene. Tryg-aktien lukkede i et lille minus på 0,2 pct. i kurs 325,90.


Læs alle finansnyheder her

Læs mere på finans.borsen.dk
DELTAG I DEBATTEN
Felter markeret med * skal udfyldes Retningslinier for debat

NYHEDSBREV FRA BØRSEN FINANS

Børsen Finans udsender to daglige nyhedsbreve morgen og eftermiddag.
Tilmeld dig her.