Alle banker kæmper om velhaverne

Alle banker kæmper om velhaverne
Foto: Colourbox
Finans Af Gerd Buchhave
14. maj 2012
Rige kunder med masser af penge på bankbogen er en efterspurgt vare for bankerne i disse tider. Stadigt flere banker opruster på private banking.

Sparekassen Sjælland, Sparekassen Kronjylland og Saxo Bank er blandt de nyeste spillere på markedet, hvor også Ringkjøbing Landbobank, Carnegie og Nordea har oprustet.

Det skriver Jyllands-Posten.

"Vi ser en stærk stigning i konkurrencen. Nye banker går ind på markedet for private banking, og samtidig er nogle af de pengeinstitutter, der har haft det hårdt efter 2008, ved at revitalisere deres brand. (…) Man bliver ikke private bank, fordi man ansætter fire eksperter. Det her er et af de områder, hvor størrelse og soliditet tæller," siger Hans Henrik Klestrup, chef for Nordeas private banking.

Det er de stigende kapitalkrav i Basel III-reglerne, der har fået bankernes appetit på private banking til at stige. For de nye regler gør, at bankerne skal holde mere kapital til samme udlån – derfor bliver det ekstra attraktivt at se vækst i de forretningsområder, der ikke belaster de risikovægtede aktiver i form af udlån. Og her kommer velhavernes bugnende konti i spil.

Modsat tidligere står gearing ikke øverst på dagsordenen.

"Folk er blevet eftertænksomme og forsigtige. Mange stiller sig tilfredse med et afkast på 3-5 pct. om året. Og så er det pludselig vigtigt, at detaljerne er på plads. Kan man spare 30 pct. i skat ved at hæve pensionerne i en bestemt rækkefølge? Hvad betyder ratepensionsloftet.(…)Det er den type rådgivning, kunderne kommer efter," siger John Fisker, bankdirektør i Ringkjøbing Landbobank.


Læs alle finansnyheder her

Læs mere på finans.borsen.dk
DELTAG I DEBATTEN
Felter markeret med * skal udfyldes Retningslinier for debat

NYHEDSBREV FRA BØRSEN FINANS

Børsen Finans udsender to daglige nyhedsbreve morgen og eftermiddag.
Tilmeld dig her.