Nykredit Bank er kommet ud af første kvartal med et lavere resultat end i samme periode sidste år.
Banken, der er et datterselskab i Nykredit Realkredit, fik et resultat før skat på 152 mio. kr. i årets første kvartal.
Det er 63 mio. kr. mindre end i samme periode sidste år. Det fremgår af koncernens kvartalsregnskab.
"Samtlige delforretningsområder viste stort set uændrede niveauer sammenlignet med ultimo 2011 med en tendens til svagt faldende individuelle nedskrivninger og svagt øgede gruppevise nedskrivninger," forklarer banken.
Indtægterne steg godt nok med 8 pct. til 839 mio. kr., men blandt andet værdireguleringen af derivater og erhvervsobligationer trækker ned i det samlede resultat. Denne var negativ med hele 170 mio. kr. mod et plus på 47 mio. kr. sidste år.
Større nedskrivninger
Banken har fortsat en lav nedskrivningsprocent på 0,1, men nedskrivningerne på udlån er steget og var i første kvartal 93 mio. kr. mod 26 mio. kr. i første kvartal 2011.
"Udviklingen kunne i vid udstrækning henføres til, at første kvartal 2011 var påvirket af betydelige tilbageførsler (indtægt på 75 mio. kr.) vedrørende porteføljen af udlån under afvikling," forklarer banken.
Samtidig er solvens- og kernekapitalprocenten begge 21,2, og egenkapitalen udgjorde 14,3 mia. kr. mod 14,2 mia. kr. ultimo 2011
Forventer samme niveau
Banken forventer i den resterende del af 2012 at fastholde niveauet for både indtægter og drift, og det betyder at resultatet mere eller mindre lander på samme niveau som sidste år, lyder det.
"Under forudsætning af nogenlunde uændrede markedsforhold forventer banken et positivt resultat for hele 2012 på niveau med resultatet for 2011," lyder det i regnskabet.
Ny organisation
Banken fremlægger desuden i regnskabet, hvordan en ny organisation af bankens forretningsområder, tager sig ud.
Nykredit Banks forretningsområder er herefter bygget op omkring Retail, Storkunder og Koncernposter.
Retail omfatter privatkunder samt mindre og mellemstore erhvervskunder.
Storkunder omfatter forretningsenhederne Corporate & Institutional Banking (CIB), Nykredit Markets og Nykredit Asset Management.
Koncernposter omfatter bankens Treasury-område samt øvrige indtægter og omkostninger, der ikke er allokeret til forretningsområderne, herunder basisindtægter af fonds og beholdningsindtjeningen.
Læs alle finansnyheder her
