Kolding i omfattende chefrokade

Kolding i omfattende chefrokade
Foto: Danske Bank A/S
10. maj 2012
Knap tre måneder efter at Eivind Kolding overtog chefkontoret i Danske Bank slår han til med meget store ændringer i organisationen.

Den nye organisation bygges op om tre forretningsenheder: Personal Banking, Business Banking og Corporates & Institutions.

”Nu opbygger vi en organisation, hvor beslutningerne træffes tættere på kunderne. Det gør tingene enklere, hurtigere og mere effektive. Formålet med reorganiseringen er at blive en endnu bedre bank for kunderne, reducere omkostningerne og skabe grundlaget for at forbedre de finansielle resultater,”
siger ordførende direktør Eivind Kolding.

Se grafik med diagram over ændringerne i organisationen.

De tre forretningsenheder går på tværs af alle bankens geografiske markeder, og ændringerne træder i kraft den 1. juni 2012.

”Kundernes behov afhænger hovedsageligt af, om de er privatkunder, mindre og mellemstore erhvervsvirksomheder eller store internationale koncerner. Derfor samler vi ressourcerne under et fælles navn og fokuserer på at levere de bedste løsninger på kundernes behov på tværs af vores geografiske markeder. Det vil gøre os mere effektive og fremme en hurtig udvikling og lancering af nye
produkter på tværs af koncernen,” siger Eivind Kolding.

Tonny Thierry Andersen, der i dag er CEO for Danske Bank i Danmark, bliver chef for Personal Banking. Personal Banking omfatter koncernens privatkunder, herunder Private Banking.

Thomas F. Borgen, der i dag er chef for Danske Banks internationale bankaktiviteter samt det nuværende CIB og Danske Markets, bliver chef for den nye forretningsenhed Corporates & Institutions. Forretningsenheden er skabt ved at sammenlægge Danske Markets, International Banking og CIB, som omfatter koncernens storkunder.

Lars Mørch, der i dag er CEO for Danske Bank i Sverige, bliver nyt direktionsmedlem og chef for Business Banking. Business Banking omfatter koncernens erhvervskunder samt bankaktiviteterne i Baltikum.

Den finansielle rapportering vil blive tilpasset den nye organisationsstruktur med virkning fra den 1. januar 2013. De tre nye forretningsenheder får ansvaret for kunder, kreditgivning, forretningsudvikling samt kommunikation og markedsføring.


Læs alle finansnyheder her

Læs mere på finans.borsen.dk
DELTAG I DEBATTEN
Felter markeret med * skal udfyldes Retningslinier for debat

NYHEDSBREV FRA BØRSEN FINANS

Børsen Finans udsender to daglige nyhedsbreve morgen og eftermiddag.
Tilmeld dig her.