Kæmpe underskud i Spar Lolland

Kæmpe underskud i Spar Lolland
Foto: Magnus Møller
27. mar. 2012
Opdateret kl. 17:18 - Et højt niveau af nedskrivninger betyder, at Spar Lolland kommer ud af 2011 med et underskud efter skat på 156,8 mio. kr. På længere sigt forventer ledelsen i Spar Lolland, at man vil fusionere med et andet pengeinstitut.

Det store underskud sender banken tæt på solvensgrænsen, da den i årsregnskabet er opgjort til bare 11,2 pct., mens solvenskravet er opgjort til 10,7 pct. Derfor iværksætter ledelsen nu en plan for, hvordan kapitalgrundlaget kan styrkes.

Bankens regnskab var afventet med spænding, efter at bestyrelsen i sidste uge valgte at sige farvel til bankens hidtidige direktør Lynge Thang Jørgensen.

Nedskrivninger koster dyrt


Det er særligt nedskrivninger på udlån, der er med til at trække banken i den gale retning, og besøg fra Finanstilsynet i uge 7 og 9 i år har været med til at forværre tallene i regnskabet betydeligt.

"Resultatet er påvirket af et fortsat højt niveau for nedskrivninger. Finanstilsynets funktionsundersøgelse foretaget i ugerne 7 og 9 i 2012 resulterede i et yderligere behov for nedskrivninger på ca. 65 mio. kr., således at de samlede nedskrivninger for 2011 var på 273,1 mio. kr. i forhold til 208,1 mio. kr. i 2010," står der i regnskabsmeddelelsen fra banken.

Selvsagt utilfredsstillende

Spar Lollands bestyrelse har efter Lynge Thang Jørgensen indsat Ulrich Jespersen på posten som adm. direktør.

”Resultatet er selvsagt utilfredsstillende, og vi har ganske enkelt ikke været dygtige nok til at håndtere vores risiko på vores udlån. Når det er sagt, så vurderer vi nu, efter en grundig og omfattende gennemgang af vores udlån sammen med Finanstilsynet, at vi er kommet i bund med tingene," udtaler Ulrich Jespersen i regnskabsmeddelelsen.

Fokus på solvens

Han konstaterer endvidere, at den grundige gennemgang har kostet på solvensen, hvorfor fokus vil være på at styrke solvensen igennem tiltag på kortere og længere sigt. I kommentaren ser han dog også lyspunkter.

"Jeg er glad for, at Finanstilsynets har hæftet sig ved, at vores likviditet er blevet væsentligt forbedret. Vi er kommet godt fra start i det nye år, og selv om vi også i 2012 måske kommer til at skulle nedskrive yderligere på visse engagementer, bliver det langt mindre end tidligere. Vi er trukket i arbejdstøjet, og sammen med den øvrige ledelse, ser jeg frem til at gennemføre vores handlingsplan," lyder det fra Ulrich Jespersen.

Forbundet med usikkerhed

Spar Lolland har blandt andet opnået vækst de seneste år gennem købet af Eik Banks privatkunde-del. Nu arbejder bestyrelsen på kortsigtede tiltag, som kan styrke basiskapitalen med 50 til 100 mio. kr. Det vil forøge solvensen med 1,0 til 1,5 pct.

"Dele af dette er realiseret. Gennemførelsen af alle planlagte tiltag er forbundet med usikkerhed ligesom uforudsete omkostninger og driftstab kan medføre en reduktion af koncernens kapitalgrundlag," hedder det i regnskabsmeddelelsen.

Åbner for fusion

På længere sigt forventer bestyrelsen at indgå som en aktiv part i en eventuel konsolidering blandt dele af sektoren, fremgår det. Man åbner dermed for at banken skal indgå i en fusion.

"Det er dog ledelsens nuværende vurdering, at Spar Lolland i første omgang skal have fokus på at gennemføre de tiltag, som på kortere sigt kan forbedre Spar Lollands position og styrke solvensoverdækningen," hedder det i meddelelsen.
Læs mere på finans.borsen.dk
DELTAG I DEBATTEN
Felter markeret med * skal udfyldes Retningslinier for debat

NYHEDSBREV FRA BØRSEN FINANS

Børsen Finans udsender to daglige nyhedsbreve morgen og eftermiddag.
Tilmeld dig her.