Britiske storbanker vil planke Den Europæiske Centralbank

Britiske storbanker vil planke Den Europæiske Centralbank
Foto: Scanpix
Finans Af Mads Sixhøj
27. feb. 2012
De britiske storbanker Lloyds Banking Group og Royal Bank of Scotland (RBS) planlægger at hente hele 15 mia. euro (111 mia. kr.) i Den Europæiske Centralbanks (ECB) nye treårige lånefacilitet LTRO.

Det skriver Financial Times.

Begge banker giver udtryk for, at LTRO-ordningen med treårige lån til en rente på blot 1 pct. er særdeles attraktiv.

”Det giver formentlig mening for os at benytte LTRO-ordningen,” udtalte António Horta-Osório, adm. direktør i Lloyds i forbindelse med præsentationen af årsregnskabet i sidste uge.

”LTRO-ordningen tilbyder relativ billig finansiering, og man bliver ikke stemplet negativt af at bruge den,” udtalte Bruce van Saun, finansdirektør i RBS, ligeledes i sidste uge.

Ny auktion på onsdag

Ved første auktion hos ECB i december blev der lånt samlet 489 mia. euro (3636 mia. kr.) ud til i alt 523 banker. På onsdag finder næste auktion sted, og her forventer analytikere en samlet efterspørgsel på omkring 500 mia. euro, mens andre står ved tidligere udmeldinger om, at tallet bliver nærmere det dobbelte.

Hverken Lloyds eller RBS vil sætte beløb på, hvor meget de vil hente i ECB, men ifølge Financial Times’ kilder drejer det sig om 10 mia. euro for Lloyds' vedkommende og 5 mia. euro for RBS’ vedkommende.

Avisen spekulerer desuden i, at andre britiske storbanker som HSBC og Barclays også kan finde på at trække på LTRO-ordningen. Førstnævnte, der hentede flere mia. pund ved seneste auktion i december, forventes at melde noget ud i forbindelse med offentliggørelsen af deres årsregnskab i dag.

Barclays har hidtil ikke villet udelukke, at de kommer til at bruge lånefaciliteten. Banken deltog dog ikke ved første auktion i december.
Læs mere på finans.borsen.dk
DELTAG I DEBATTEN
Felter markeret med * skal udfyldes Retningslinier for debat

NYHEDSBREV FRA BØRSEN FINANS

Børsen Finans udsender to daglige nyhedsbreve morgen og eftermiddag.
Tilmeld dig her.