Forbund til bankkunder: Ret vreden mod ledelsen

Finans Af Uffe Hansen
7. feb. 2011
Amagerbankens 500 bankmedarbejderes organisation er lige så chokeret over bankens kollaps, som mange andre. Og bankens kunder skal ikke rette vreden mod bankmedarbejderen i kassen - men derimod mod ledelsen.

Sådan lyder opfordringen fra Finansforbundets formand, Kent Petersen, der på linje med aktionærer og eksperter står uforstående overfor, at Finanstilsynet for blot tre måneder siden sagde god for en emission og en statsgaranti, der kunne bane vej for bankens overlevelse.

Mister job og utilfredse kunder

På den korte bane er det dog hensynet til medarbejderne, der ligger Kent Petersen mest på sinde. Ved tidligere bank-krak har frustrerede kunder ladet vreden gå ud over de menige bankmedarbejdere - selv om de ikke har del i de beslutninger, der førte til et kollaps. Og det kan også ske i Amagerbankens filialer i dag.

Medarbejderne skal både frygte at tabe deres job og være klar til at håndtere de utilfredse kunder.

"Det er altså hård kost, og jeg vil gerne opfordre kunderne til at rette deres vrede mod den ledelse i Amagerbanken, der har ansvaret for krakket, og undlade at skyde på medarbejderne," siger formand for Finansforbundet, Kent Petersen.

Forbundet har sikret sig overenskomst med Finansiel Stabilitet, så på den vis skulle det ikke betyde ændringer for de ansatte. Men ved en salgsproces af dele af banken, forventes fyringer.

88 dage


Grundlæggende er Kent Petersen dybt overrasket over, at banken efter mindre end tre måneder med en ny ledelse, en statsgaranti og et aktiesalg, finder så store nedskrivninger, at det reelt knækker banken.

"Der blev meldt ud, at banken kunne klare skærene. Det ville blive hårdt, men det kunne lade sig gøre. Så jeg er faktisk noget måbende over, det som er sket. På blot 88 dage har de fundet nedskrivninger på over 3 mia. kr.," siger Kent Petersen.

"Det rejser spørgsmål om, hvorvidt Finanstilsynet kan klare den opgave, de har," tilføjer han.

Kent Petersen henviser til, at Finanstilsynet jo havde gennemgået bankens engagementer, før man går i luften med at rejse frisk kapital i november. Og derfor undrer det, at man åbenbart har taget så kraftig fejl af værdierne.
Læs mere på finans.borsen.dk
DELTAG I DEBATTEN
Felter markeret med * skal udfyldes Retningslinier for debat

NYHEDSBREV FRA BØRSEN FINANS

Børsen Finans udsender to daglige nyhedsbreve morgen og eftermiddag.
Tilmeld dig her.