Bankbosser: 22 færre banker om to år

Bankbosser: 22 færre banker om to år
Foto: Steven Achiam
Finans Af Jens Nymark
31. aug. 2010
Gårsdagens bankfusion på Mors viser, at konsolideringsbølgen i banksektoren ruller herhjemme. En rundspørge blandt landets bankdirektører peger på 22 færre selvstændige banker om to år.

Magasinet Finans, som Finansforbundet står bag, har lavet en rundspørge blandt 40 bank- og sparekassedirektører, og her lyder konklusionen, at bankbosserne inden udgangen af 2012 forventer 103 selvstændige pengeinstitutter i stedet for de nuværende 125.

Finanskrisen har sat gang i sektorens fusioner, der både har budt på opkøb af kollapsede banker og fornuftsægteskaber.

Ad frivillighedens vej

Sektorens spillere er enige om, at der er for mange banker i Danmark i dag, og at flere banker dermed må lade livet.

Men direktør Jan Kondrup fra foreningen Lokale Pengeinstitutter understreger, at faldet ikke vil ske i det lyntempo, som nogle tidligere har forventet.

"Jeg mener, at vi er ovre det værste i forbindelse med finanskrisen, så der vil blive færre, der er tvunget til fusioner. Det vil mere være frivillige sammenlægninger", siger Jan Kondrup til Magasinet Finans.

Han har ikke noget imod, at to af hans medlemmer bliver til et, da der oftest er tale om frivillige fusioner med bevaring af bankerne og sparekassernes lokale særpræg for øje.

Fordel for de bankansatte

Næstformand Michael Budolfsen fra brancheorganisationen Finansforbundet ser gode muligheder for de bankansatte i forbindelse med fusioner.

"Hvis der er meget små funktionsområder, kan det betyde, at medarbejdere må skifte pengeinstitut for at få ønskejobbet. Men hvis der indgås fusioner, giver det mulighed for, at medarbejderne kan videreudvikle sig i deres eget pengeinstitut," siger han til Magasinet Finans.

En af de store årsager til konsolideringerne i banksektoren er de store administrative opgaver, som kan ramme de mindste pengeinstitutter hårdest.

I 2008 der var 140 pengeinstitutter i Danmark.
Læs mere på finans.borsen.dk
DELTAG I DEBATTEN
Felter markeret med * skal udfyldes Retningslinier for debat

NYHEDSBREV FRA BØRSEN FINANS

Børsen Finans udsender to daglige nyhedsbreve morgen og eftermiddag.
Tilmeld dig her.